Mindfulness i Aalborg 1. september 2011Mindfulness i Aalborg
I vores seneste blad kunne du læse om, hvordan Mindfulness Meditation kan påvirke din smerteoplevelse.
Torsdag den 1.september kl 19 – 21.00 i Huset i Hasseris har du mulighed for selv at prøve, hvad Mindfulness er.
Psykoterapeut og meditationslærer Jannie Didia har i mange år undervist i denne form for meditation.
Denne aften vil hun fortælle om den gavnlige virkning, meditationen kan have på vores liv, og vi vil prøve nogle enkle øvelser, som både vil kunne anvendes i din hverdag og i stressende situationer.
Mindfulness giver dig mulighed for at sige ”ja” til livet, som det nu engang former sig for dig.
”Mindfulness er en meditationsform, der er nem at gå til, den har været anvendt i flere tusind år og er uafhængig af religion”, fortæller Jannie.
- Og de sidste par år, har videnskaben fundet lægelig dokumentation for dens gavnlige virkning i form af ændringer i hjernen, bl.a. i de frontale pandelapper - et område vi bl.a. bruger til at fornemme, hvordan vi selv går og har det, og den autonome del af hjernen – området styrer bl.a. vores hjerterytme og åndedræt.
Mindfulness betyder, at man er helt til stede og nærværende i alle situationer. Man ser tingene, som de er uden at bedømme eller vurdere det, man oplever. Det gør, at man er mere åben over for det der er, og det giver en oplevelse af større frihed, glæde og indflydelse.
- Ved træning i at have en del af vores opmærksomhed på åndedrættet, bliver du samtidig mere opmærksom på, hvad dine tanker kredser omkring, uanset om det er fysisk smerte, stress, frygt eller manglende selvværd, der fylder. - Og da der er knyttet en følelse til hver eneste lille tanke, er det derfor meget vigtigt, at du selv ved, hvad dine tanker kredser om. Ved at lære at iagttage dine tanker, vil du forstå hvilke – ofte automatiske – handlemønstre, tankerne sætter i gang.
Mindfulness er ikke, at du ikke længere vil tænke og føle som du plejer, men det gør, at du nemmere opdager, hvordan sindsstemningen påvirker den aktuelle situation, og du derved får mulighed for at handle anderledes.
Jannie vil guide os gennem nogle enkle øvelser, som nemt kan trænes, mens du sidder i bussen/bilen, er på indkøb eller hvornår det nu passer ind i dit liv.
Tilmelding sker til christina@skoliose.dk senest d. 22. august. Det er ganske gratis at deltage, du skal blot være medlem af Dansk Skoliose Forening. Der er plads til max 20 deltagere. Publiceret 20. juni 2011 af Eva Bach Christensen.
|